Det var i 1988. Det var sidste skoledag i 7. klasse. Den her flok på vognen var et samtaleemne – adskillige gange gennem de 8 år jeg sad i skolebestyrelsen på Bangsbostrand Skole.

Det var nemlig den her flok jeg talte om – når snakken faldt på de små skoler kontra de store skoler. De små byer mod de store.

Det var den her flok jeg talte om når der blev diskuteret antallet af elever i en klasse. Det var den her flok jeg hev frem – når jeg argumenterede for vigtigheden af skoler i de små byer.

Den her flok tog nemlig ikke skade af kun at være en flok på 14-15 stykker gennem 7 år. Alle i den her flok kom såmænd helskindet gennem dem – årene altså (socialt såvel som læringsmæssigt) – inden flokken røg videre på “den store skole” – sammen med de andre flokke fra de små skoler i kommunen. Den her flok og de andre flokke betød et vigtigt leben i de små byer.

Lige nu sidder min den mellemste på en slags skillevej – fra næste skoleår (7. klasse) tager han og kammeraterne på “den store skole”; Bangsbostrand Skole imod en flok fra “den lille skole”; Gærum. En flok der måske eller måske ikke slutter skoleåret på en havetraktor med paryk, maling i hovedet og andet påklædningsgøjl.

Det er spændende at komme fra den lille skole – til den store skole – ud af comfort zonen så at sige. Jeg husker det. Og jeg husker lokalpatriotismen – det at komme “ude fra” Lendum med eén klasse i 7. – til 6 af slagsen på 8. skoletrin. Vi ruskede lidt op i den der comfort zone Sindal flokken havde gået i gennem deres første 7 skoleår.

Vi overlevede såmænd også de 10-15 km i bus t/r hver dag til Sindal gennem et par år eller tre!

(Fra opslag på min Facebook profil, 2017)