Min mor stemplede ud for 27 år siden – med kun 48 år på tælleren. Det er bare ikke lige det fedeste i en alder af 16 – at stå der uden madpakkefabrikanten – og hende med det store kørekort i AEG vaskemaskine; hende der var garant for man passede sine ting og lidt til. Hende der godt vidste hvor skoene trykkede når man havde skidt i nælderne.

Min mor hed Lilly Marie. Hun hadede “Marie”… ved egentlig ikke hvorfor – men hendes yndlingsfarve var gul; det fortalte jeg Silas forleden – da bagsædet var scenariet for knytnæveslag i “gul bil leg”. En 7 årig forestiller sig straks, spørgende, om ikke farmor havde en gul bil? – Hun nåede aldrig at eje en gul bil – men en mintgrøn Opel Manta.

Silas synes ikke mintgrøn lød så spændende –  han ville ihvertfald hellere have en farmor med en gul sportsvogn – mestendels fordi han så kunne give mig en lammer og råbe “gul bil” hvergang farmor kom på besøg! – og så storgrinede han!

Brug dagen idag – mors dag – til at fortælle historier om den mor du har – eller den mor du ikke har længere. (Fra et Facebook opslag på Mors dag, 2017).