“Har endnu ikke mødt den samme læge – to gange i træk; ikke engang hver anden gang. Aldrig”.

Det går ud over især ældre borgere og borgere i længere sygdomsforløb!

Det er rigtig skidt med lægerne i Frederikshavn – det hænger gevaldigt i bremsen med at tiltrække nye arvtagere af byens lægeklinikker. Vores læger lukkede deres praksis – og så blev “Falcks Lægehus” vores nye læger – og det med visse tilvænnings-udfordringer.

Når man er vant til den samme læge – at ens læge kender historikken i eks. et sygdomsforløb, et behandlingsforløb – og man så pludselig skal vænne sig til en anden “forretningsgang” – hvor vi ikke på noget tidspunkt har mødt den samme læge, så er det en kende udfordrende.

Faktisk lader det til, at Falck har endog pænt mange læger igennem “butikken” deroppe på sygehuset.

Det kan vi godt abstrahere fra – min familie og jeg… men, tænker det må være enormt svært for især ældre borgere eller svage borgere at forholde sig til mange forskellige læger – ikke mindst hvis man uheldigvis frekventere lægehuset ofte.

Har endnu ikke mødt den samme læge i lægehuset – to gange i træk; ikke engang hver anden gang. Aldrig.

Hvilket så desværre “afslører”, at ikke to læger har den samme opfattelse eller løsning på en given problematik. Det kan jeg godt abstrahere fra.

Men, igen tænker jeg: hvis nu jeg var en ældre borger… eller voldsomt syg? Det må saftsuseme være svært at forholde sig til mange forskellige læger og mange forskellige input. Det må skabe utryghed.

Det duer ikke – vi må lægge hovederne i blød for at løse problemet med lægemanglen – uanset om det så er regionens hovedansvar.

Det må sikres, at hver enkelt borger i Frederikshavn (kommune) er tilknyttet et stabilt lægehus – med de samme læger.

-Lasse Burholt

(Tilbage til stemlasse.dk forside)